Page 29 - AAB-Langenaes-50-ebook

27
(Tøndergården), dels ved Marselis Boule-
vard. Barakkerne ved Langenæs Allé blev af
tyskerne brugt som kaserne, men fra 1945
indtil nedrivningen i 1957 fungerede de som
husvildebarakker. Barakkerne ved Marselis
Boulevard blev anvendt som gennemgangslejr
for nogle af de mange tyske flygtninge, der i
krigens sidste tid strømmede til Danmark.
Efter freden i 1945 var de første år præget af
bygge-restriktioner, selv om der i Aarhus var
stor boligmangel. Først i 1948 kom der igen
gang i byggeriet. Fra 1948 til 1949 opførte og
indviede AAB Marselisgården II, og tiden var
nu inde til at planlægge den videre bebyg-
gelse af Langenæs.
Det moderne Langenæs
På grund af områdets attraktive beliggenhed
ønskede Aarhus Byråd at undgå en tilfældig
bebyggelse af Langenæs, og den tidligere by-
plan fra 1919-20 virkede forældet. Derfor ind-
bød byrådet i 1949 til en konkurrence om en
samlet bebyggelses- og gadeplan for området.
Der indkom i alt 48 forslag til konkurrencen,
og blandt disse udpegede dommerkomiteen i
april 1950 det af arkitekt Poul Erik Skriver og
civilingeniør V. Malling udarbejdede forslag
som det bedste. Dette forslag bebyggede
arealet med mange, forholdsvis lave huse. An-
dre, f. eks. den kendte byplansarkitekt Steen
Eiler Rasmussen, foreslog færre, men højere
huse for at give plads til store grønne arealer
mellem husene. Desuden foreslog han en
krum vejføring af Langenæs Allé. Efter kon-
kurrencens afslutning henvendte Steen Eiler
Rasmussen sig direkte til Aarhus Byråd for
at fremme sit i første omgang upræmierede
forslag. Den slags adfærd er helt usædvan-
lig i arkitektkredse, og sagen var nær endt i
retten. Sagen blev dog bilagt, og den endte
faktisk med, at Aarhus Byråd lod sig overbe-
vise af Steen Eiler Rasmussen og betalte ham
et beløb for at bruge en række af hans ideer.
Ingen af de 48 forslag blev realiseret i deres
helhed, men man må sige, at det er filosofien
bag Steen Eiler Rasmussens forslag, der i sid-
ste ende blev virkeliggjort. Århus-forfatteren
Tage Skou-Hansen har i romanen Krukken og
stenen (1987) ladet den fiktive arkitekt Ejnar
formulere dette nye ideal:
Det var udkanterne af byen, som især talte til
hans fantasi. Al den plads. Alle de uudnyttede
grunde lige uden for ringgaderne.
Skråningen ved Langenæs, ned mod ådalen
og baneterrænet,…Hvis man afgrænsede by-
området, hvor bondelandet begyndte. Stand-
sede udstykningen i forstæder og havebyer,
som hans lærere på Akademiet var så glade
for, og byggede højt i stedet. Dobbelt så højt …
og ikke nær så tæt. Hvis man fulgte terrænets
linjer, orienterede sig efter solens gang og
holdt facaderne fri, kunne alle lejligheder få
udsigt. Folk kunne få landskabet lige ind i stu-
en. Gratis med i huslejen. Hele den dragende
horisont kunne man erobre til dem gennem
store vinduesarealer. De kunne … leve med
i rummet hver eneste dag, i skyernes farver
og former og de skiftende årstiders lys. Kun ti
minutter fra centrum.
Eller som rådmand og viceborgmester I. C.
Sørensen formulerede det, skulle Langenæs
baseres på ”den lette, luftige karakter, den
vidunderlige udsigt, det smukke terræn med
slugten mod vest og endelig manglen på mas-
sive veje i hele kvarteret”. Dette var målet for
den bebyggelsesplan, som i 1952 blev ende-
ligt vedtaget og i løbet af de kommende 15-20
år realiseret.
På et byrådsmøde den 27. november 1952
vedtog Aarhus Byråd at navngive områdets
centrale hovedgade Langenæs Allé, og gaden
rundt om den lille dam, som dengang stadig
lå i kvarterets sydvestlige hjørne, fik navnet
Kirkedammen.
Byggerierne på Langenæs består dels af eta-
geejendomme og højhuse, dels af forretninger
og institutioner. Byggematerialerne er røde og
gule mursten samt betonelementer.
Når man fra Sdr. Ringgade bevæger sig ned
ad Langenæs Allé ligger murstensbyggerierne
primært på venstre hånd, mens beton-bygge-
rierne – opført rundt om Langenæsparken –
ligger på højre hånd.
Ved Augustenborggade ligger de tre markante
højhuse, Langenæshus og Langenæsbo, opført
som kollektivhuse i årene 1958-1966 af ”For-
eningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre
og Enlige” med J. K. Schmidt og Kaj Schmidt
som arkitekter. På den anden side af parken,
på Langenæs Allé, opførte AAB i årene 1957-
1963 Langenæs I og Langenæs II, i alt syv
boligblokke på hver syv etager anbragt i en
blød kurve, som følger landskabet. Arkitek-
ten bag dette utraditionelle boligbyggeri var
H. Salling-Mortensen. Samme bygherre og
arkitekt stod bag Højhus Langenæs på 17
etager - opført i røde mursten. Dette højhus
var ved sin indvielse i 1971 Danmarks højeste
murstenshus. På grund af fugtproblemer blev
det i 1991-92 nødvendigt at beklæde det 55
m høje hus med aluminiums-plader. Endelig
opførte Statstjenestemændenes Boligforening
i 1962/63 det smukke Bananhus (tegnet af
Arne Gravers og Johan Richter) på Åbenrå-
gade.
I 1966 blev Langenæskirken (ligeledes tegnet
af arkitekterne Arne Gravers og Johan Rich-
ter) indviet, og Langenæs Sogn blev udskilt
fra Sankt Lukas Sogn. Kirken er – ligesom
de fleste af sognets boliger – opført af røde
mursten og beton. Særlig karakteristisk er
det høje, slanke beton-kirketårn med et kors
monteret på siden øverst oppe.
På Langenæs ligger endvidere en frikirke
opført i 1956-57 af ”Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige” (Mormonerne).
En helt ny bydel skød altså i løbet af to årtier
op på Langenæs. Oprindeligt var det pla-
nen, at den nye bydel også skulle have egen
skole, bibliotek, posthus og biograf. Skolen
og biografen blev imidlertid ikke bygget, og
både bibliotek og posthus er for længst blevet
lukket.
Til gengæld findes der i dag i Langenæs-
kvarteret et handicapcenter, et plejehjem
og en række daginstitutioner, af hvilke den
selvejende institution Langenæsen fra 1960 er
den ældste. Og med 50 års forsinkelse ser det
nu ud til, at der i løbet af 2-3 år kommer en
skole på Langenæs, idet Læssøesgades Skole
planlægger at bygge en ny afdeling af skolen
med SFO ved Langenæsstien.
Langenæs-kvarteret var (og er stadigvæk)
ganske velforsynet med forretninger. Et par
af de mest kendte er SuperBest og Langenæs